Generalforsamling i Foreningen Norden, Slagelse Lokalafdeling den 18. marts 2014

Beretning for sæsonen 2013-2014.

 

Jeg hører af og til folk kalde os nordisk forening og plejer at sige, at det er da en besnærende tanke at forene de nordiske lande. I de senere år er idéen dukket frem ved forskellige lejligheder på skrift og i tale fremført af fx Wetterberg og Stoltenberg. Historisk set lykkedes det for den første Margrethe. Hun fik i 1376 kronet sin søn, den da 6-årige prins Oluf, til konge på Gl. Torv her i Slagelse og fik senere samlet Danmark, Norge og Sverige i det, der blev kendt som Kalmarunionen. De fleste vil nok kalde tanken om en ny nordisk forening for utopisk, men som Storm P sagde: Det er svært at spå, og tilføjede så: Især om fremtiden.

 

Tilbage til nutiden:

En sæson er gået, og i et tilbageblik kan jeg huske turen fra 11. – 15. august til Åland som et absolut højdepunkt . Foreningen har genoptaget rejserne. Ålandsrejsen var arrangeret af de 3 lokalafdelinger i Hässleholm, Korsør-Skælskør og Slagelse, hvor Marianne, der er formand i Hässleholm, havde trukket det største læs med planlægningen. 45 medlemmer var af sted på en dejlig tur, hvor humøret var højt og enkelte kritikpunkter til at leve med.

Inden rejsen til Åland havde foreningen været på besøg på Stevnsfortet. Vi fik historien af en guide, mens vi travede rundt i de lange gange, der er hugget ind og ned i kalken. Frokosten blev serveret på Stevns kro. Vi så kirken og en del medlemmer vovede sig ad den stejle trappe ned på stranden på jagt efter fossiler og fiskeler.

Ugen efter hjemkomsten fra Åland deltog nogle medlemmer den 22. august i lørdagsdelen af årets Øresundstræf. Der var modtagelse på Københavns rådhus med rådhuspandekager og derefter besøg på Den Blå Planet. Frede Olsen var tovholder på turen.

Søndag den 22. september havde vi sammen med de øvrige foreninger i Vestsjællandskredsen arrangeret en familiedag på Fugledegård ved Tissø. Der var aktiviteter for både store og små. Der kom rigtig mange besøgende.

Skt. Michaels Nat i Slagelse. Vi samarbejdede igen med Nordea og havde mange besøgende ved vores stand, hvor man kunne vinde et glas havtornmarmelade fra Åland. Vi havde hyret det 10 mand store underholdningsorkester Wine and Roses fra Hässleholm og Nordeafonden betalte en del af udgiften hertil.

Den 15. oktober fortalte forfatteren Henning Lindhardt om sin fars arbejde med den illegale flugtrute fra Odden til Sverige under besættelsen.

Til årets skumringsaften i november havde vi fået Jens Jørgensen til at læse op af Tarjei Vesaas Isslottet og efter kaffen spillede elever fra Musikskolen under ledelse af Lissi Petersen.

I de 2 mørke måneder december og januar havde vi henlagt møderne til søndag eftermiddag. Vi stod for decembermødet, og Korsør-Skælskør for januarmødet. Decembermødet den 15. var nok lagt for tæt under jul. Der kom i hvert fald ikke ret mange, mens januarmødet trak over 70 gæster. Måske betød emnerne også noget for fremmødet.

Det sidste foredrag skulle handle om forskelle og ligheder i norden, men blev til en historietime for 5. klasse.

 

Venskabsbysamarbejdet:

Da vi fik etableret samarbejdet med Hässleholm, var det ikke meningen, at det skulle stoppe her. I Hässleholm havde man haft en venskabsby i Gudbrandsdalen, men der havde ikke været forbindelse i mange år. Vi fik frie hænder til at finde en ny i det sydlige Norge og skrev til alle foreningerne i Vestfold (den vestlig side af Oslofjorden). Vi skrev flere gange, men modtog ingen svar. Da Holbækafdelingen blev nedlagt fortalte den tidligere formand Marianne Lyngbye om deres venskabsby i Ås. Dem skrev vi til, fik et positivt svar og i efteråret besøgte Vagn og jeg sammen med Gyrit og Benny fra Korsør-Skælskør, lokalafdelingen I Ås. Vi blev godt modtaget, deltog i et medlemsmøde og beså området. Med til historien hører også at Holbækafdelingen havde en venskabsby i Finland, Paimio eller Pemar på svensk. Dem har vi også skrevet til, og enden på det hele er, at vi har planlagt og aftalt et møde her i Slagelse den 9. – 11. maj, hvor repræsentanter for afdelingerne i Slagelse, Korsør-Skælskør, Hässleholm, Ås og Paimio skal udveksle tanker og idéer til et fremtidigt samarbejde. Det bliver spændende, udfordrende og noget nyt. Selv om kommunerne ikke mere har officielle venskabsbyer, støtter man det folkelige og kulturelle arbejde, vi udfører. Vi har også haft en kulturudvalgsformand med mere end en gang i Hässleholm, hvor han mødte sin svenske kollega. Det håber vi kan fortsætte også i den nye venskabskæde.

Vi administrerer som bekendt sammen med Korsør-Skælskør nogle kommunale midler til nordisk samarbejde i bred betydning. Vi har nedsat en venskabsgruppe på 3 styrelsesmedlemmer fra hver forening, der mødes og tager stilling til ansøgninger om tilskud. Vi har bl.a. givet tilskud til de grønne spejdere, der skulle have fortalt og vist billeder i aften. Vi har også bevilget rejsetilskud til Korsør Atletik og Motion, der skal til Motala. På et møde i morgen, tager vi stilling til ansøgninger fra Korsør Folkedansere, der skal til Egersund og fra Stillinge Skole, der skal til Kragerø.

 

Et blik på den kommende sæson:

Der er 3 arrangementer i maj: I anledning af 200-året for Norges løsrivelse fra Danmark har vi i samarbejde med biblioteket et foredrag onsdag den 14. om berømte nordmænd i København og den 17. markerer vi Eidsvoll-forfatningen med folkedans og spillemandsmusik ligeledes på biblioteket, hvor der hele ugen er en fotoudstilling, hvor Skælskørfotograferne viser billeder fra Norge. Christian Magnus Falsen, der skrev Eidsvoll-forfatningen, boede i Ås. I dag er der et Universitetet, hvor hans gård lå.

Den 24. maj har vi vores forårsudflugt til Møn, hvor vi besøger Fanefjord Kirke og Geocenter Møn.

Den 7. – 12. august kommer så årets medlemsrejse, der går til Oslo og Ås.

 

Jeg vil slutte med en tak til styrelsen for godt samarbejde og tak til alle, der har hjulpet til i årets løb. Der skal især lyde en stor tak til den faste gruppe, der sørger for kaffe, kage og efterfølgende oprydning til møderne. Og til sidst, men ikke mindst en tak til Ulla Sørensen for sikker klaverledsagelse til møderne i Biblioteket.

Vi går et spændende nyt år i møde. Samarbejdet med Korsør-Skælskør fortsætter, og den nye venskabskæde bringer en ny nordisk dimension ind i vores arbejde.

Steen Ludvigsen, formand

 

 

 

 

 

 

 

Norden i Slagelse

 

Kontakt:

Formand Steen Ludvigsen

 

Telefon:

+45 58 86 90 82 

 

Mail:

formand@norden-slagelse.dk

 

CVR: 34569819

 

 

 

Kendskab giver venskab

Foreningen Norden, Slagelse Lokalafdeling